Jeg har modtaget et spørgsmål, om hvordan jeg har det med mine venner derhjemme, når min hverdag ligger omkring 75 minutter fra dem og tænkte, det var et godt emne til et indlæg, hvor jeg samtidigt vil fortælle om startugerne - here it comes :)
Da jeg sluttede i niende, gik det for alvor op for mig, hvor meget jeg holdt af mine gamle veninder. Jeg glædede mig stadig rigtig meget til at starte på efterskole, for jeg trængte til, at der skete noget nyt, men jo længere jeg kom ind i sommerferien, jo mere i tvivl blev jeg også, om det der med efterskolen var mig ...
... Men det nåede jeg ikke at spekulere ret meget på de første uger - der var planlagt så mange arrangementer og dagene foregik i højeste grad i et "nu," som jeg aldrig før har oplevet! Det var utrolig intenst med ekstremt mange nye indtryk, der for mit vedkommende stjal fokuset fra både mor og far, Silkeborg og alt andet hjemlig imens jeg faldt på plads på skolen og efter en måneds tid begyndte det hele at pege mod en hverdag, hvor man ikke længere 'kun' var roomies og klassekammerater <3>
Samtidigt havde jeg også en masse dejlige venner derhjemme, som jeg gerne ville holde kontakten med. Jeg tror, det er de færreste, der beholder alle tøserne fra folkeskolen - det har jeg i hvert fald ikke, men mine tætteste piger skriver jeg tit med, ser dem i weekenderne, i ferier og selvom jeg har 75 minutter i bil hjem, er de alligevel ikke længere væk end 9 tryk på mobilen <3
Mut og kærlighed
Jeg håber jer, der skal starte på efterskole, kan få noget ud af indlæget - selvom det at starte på efterskole er en ret stor ting, så bare vær positiv omkring det og tag det, som det kommer :)
SvarSletHeld og lykke til alle og nyd jeres år <3
Knus Merete
PS. Jeg har sendt en lille kommentar retur til dig Benedicte ^^